mandag den 31. januar 2011

SLUT JANUAR

Den sidste dag i januar.
Ursula, en dansk hornist der også bor i London, og jeg tog i Ikea. Vi skulle med 1 x Rail, 2 x Tram og derefter gå lidt. 55 minutter - billigt sluppet (ikke glem dét!)
Vi fik købt lidt ind og dækket de fejl og mangler der især er i husets køkken.
Solen skinner, det er allerede blevet lunere og jeg drikker Good Night Pukka the, spiser brød med gedeost og ser en god film.
Det er hyggelige at de trivielle hverdage nu er i London, og at det er okay at have en dag, hvor man bare slapper af, laver ingenting og fordriver tiden - dage man også ville ha' haft i København.
Imorgen tager jeg ind til byen - jeg savner ofte midtbyen. Bo har koncert på onsdag i Babican, som jeg glæder mig meget til og på torsdag ankommer min første gæst, Madicken. Jeg glæder mig enormt til at se hende, og til at vise mit nye hjem frem!

BEECHFIELD ROAD

Photobucket

Soveværelset. Kaminen virker og er enormt hyggelig.

Photobucket
Photobucket

Køkkenet.

Photobucket

Den ene stue. Vi har købt en lille DVDafspiller i Tesco til 20 pund, så nu ser vi løs af vores medbragte film.

Photobucket

Den anden stue - som bliver brugt som øverum (og puslespilsrum!).

NYT ORD

George har lært mig et nyt ord; "Skinnydip".

- At nøgenbade.
Så vidt jeg forstod var konteksten at han og nogle soldater nøgenbadet under krigen??. Han kunne godt nok fortælle mange historier om krigen. Med sin altovervindende oldfashion accent, så man ikke havde en chance for at forstå ham.

søndag den 30. januar 2011

LONDONTIME

Jeg har altid hadet den offentlige transport i København. Intet virker. Det er dyrt, det er langsomt og i det hele taget bare noget pis.
MEN, jeg har jo måtte opdage hvor heldige vi faktisk er i København, i forhold til London.
Det tager mig 10 minutter at komme til Kongens Nytorv fra mit hjem.
At transporttid er noget der tager 5-10-15 min. kan man ligeså glemme alt om, og et privilegium der hører mit københavnske liv til, og bestemt ikke et London-fænomen.
Som Siobhan sagde: "No matter where you wanna go, it takes an hour".
Det er måske en overdrivelse, og så alligevel ikke.
London er selvfølgelig også en langt større by end København, så at komme fra den ene ende til den ande, må jo naturligvis tage længere tid, end i Kbh.
Bo plejede at cykle til DR Byen på 6 minutter - nu tager det 53 minutter til studierne - hvis altså ikke der er forsinkelser eller aflysninger.
Vi er dog heldige - fra Catford eller Catford Bridge tager det 18 minutter med toget til indre London. Det er usædvanligt nådigt sluppet. Jeg har selv tænkt, ligesom mange andre har kommenteret "Nå, så er man da langt ude fra byen", men det er ens enormt forkælede og forvante tilgang der taler.(Det tager desuden ligeså lang tid med bussen fra Brønshøj Torv og til Nørreport, som jeg har taget så ofte i mit liv). Jeg må lægge mine transportvaner og forventninger bag mig og acceptere at INTET i denne by tager 10 minutter. Det er et nyt livsvilkår, at man kommer til at spendere mere tid i togene, end jeg normalt bryder mig om.

Og når først Tuben laver ballade, går i stykker, der er myldretid eller værre, SÅ bliver det rigtig London.

ROBERT BURNS NIGHT SANG

video

Beklager at jeg og kameraet ikke kan lide at stille skarpt.
Ps. Det er den søde Judy der synger for - og slår af til sidst.

ROBERT BURNS NIGHT

Nede i nummer 29 bor der en fantastisk kvinde der hedder Judy (og ikke Judith, som jeg først troede). lille og tyk med et smukt ansigt, stort uregerligt sort hår og røde læber. Hun hev os med til, hvad vi havde forstået som, en poetrynight med livemusic og whiskeysmagning i den lokale kirke, St. George Christ Church.
Det viste sig at være verdens største underdrivelse.
I et stort lyst rum, med højt til loftet, var der arrangeret et mangemeter langt hesteskoformet langbord. Med hvid papirsdug, røde stearinlys, servietter, og på alle borde 4 gigantiske shotsglas med whiskey i. Der vimsede ældre mænd rundt i kilte og kvinder med skotskternet tøj og i hjørnet stod der en violinist og en pianist og spillede sækkepibemusik.
Dér sad vi så til højbords. Min bordherre hed George, han har boet i Catford i 45 år og er 87 år gammel. En enormt nydelig, friseret mand, med strøget skjorte og lommelærke i jakken.
Det viste sig at aftenen var en hyldestaften til minde om en skotsk mand ved navn Robert Burn - han bliver 250 år i 2011. Og h a n var åbenbart poet. Tror jeg nok ..
På alle pladser var der en yndig lap papir med aftenens program:
SUPPER
MacSween's Haggis Served with Bashed Tatties, Neeps, Colcannon, Skirlie and of course the famous Whiskey Sauce.

Til dem der ikke ved det: Haggis - en slags fast mos lavet af bl.a. lever og ande indvolde fra et får og dertil tilsat sindssyge mængder peber. Det er en af de mest traditionelle spise i Skotland..
Så ovenpå vores indiske aftensmad, var vi pludselig trængt op i en haggiskrog.
Haggis'en blev desuden introduceret til forsamlingen af en stor skotsk mand med dertilhørende accent der med en kæmpe kniv (nærmere sabel!) råbte og skreg og skar løs i dyret! (haggis'en altså).

Resten af maden bestod forresten af kartoffelmos, gulerodsmos, kartoffel/gulerodsmos, kartoffel/svampe(?)mos OG sovsen - som selvfølgelig viste sig at være ren whiskey hældt fra flasken op i en sovsekande.
- Den kære Judy hældte whiskey i sin medbragte juice, på mosen, på haggis'en, hendes shot var væk 3 minutter efter ankomst og ellers var der hvidvin, rødvin, øl, sodavand og en usædvanlig frisk og nok også fuld, præst.
Så forstår jeg ligepludselig hvorfor man går i kirke..
Der var naturligvis også dessert, - udefinerbare sovsede kager i en skål og ved siden af ost med, selvfølgelig, mer' peber.
Efter maden var der taler. Sindssygt lange taler og mere skotsk musik, hvor bl.a. Judy sang.
Og så gik Bo og jeg hjem..





Billeder, fra øverst til venstre: den kære Geroge. Kirkens kvinder får mos. Min tallerken. Haggis'en. Bo og øl. Den skotske mand præsenterer Haggis.

lørdag den 29. januar 2011

SHREK

Det bliver meget sært.

99 p BUTIKKEN

Den bedste butik er fundet.
Det er faktisk "bare" en butik med det velkendte Tiger-princip. Hér er det bare alt til 99 p. Svarende til omkring 8 kr.
Det fantastisk er, at udvalget i 99 p er noget ganske andet end i den danske Tiger. De har nemlig alt. ALT..
Vores kedelige must-indkøb blev gjort for omkring 20 pund og var en ren fornøjelse. Med os hjem havde vi bl.a. tandpasta, müsli, billederammer, stearinlys, viskestykker, pesto, shampoo, opvaskemiddel, hårbørste, skarstik, batterier, oliven, juice, opvaskebørste, skraldeposer, vatpinde osv. osv.
Det er IKKE sidste gang at 99 p i Catford har haft besøg af mig.

CATFORD

Catford er en mindre forstadsby placeret i Sydøstlondon.
Byen indeholder hovedsageligt lange rækker af gamle britiske rækkehuse kendetegnet af deres smalle form med store vinduer, 3-4 etager og altid vanvittigt dårligt holdt.
Dette gælder også for vores lille hus på Beechfield Road.
Huset ligger 5 minutters gang fra byens to stationer - Catford og Catford Bridge. Med tog fra disse er du på Charings Cross på 18 minutter.
Derudover er der i byen et mindre marked med massere af fiske/slagter/frugt/grøntboder, Tesco, forretninger med grimme ting, små butikker med electronic-bras, og ellers pubs, junk-spisesteder, barberer, Catford Stadium og også et lille teater.
Over indgangen til byen lille centrum troner der en gigantisk sort kattefigur. Meget yndigt.

onsdag den 5. januar 2011

FØR AFGANG

Denne Blog er oprettet til jer der er nysgerrige på, hvad jeg kommer til at få tiden til at gå med over there.
Det bliver opdateringer om små hverdagsting, store oplevelser, opdagelser, nyheder mv.
Mindst ligeså vigtigt, kommer Bloggen til at fungere som rejsedagbog, for min egen fornøjelses skyld. Noget jeg vil have glæde af, når jeg er flyttet hjem og kan se tilbage på Mit London.